Leder af Digitalisering og IT

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Center for Organisation i Odsherred Kommune søger en leder af afdelingen Digitalisering og IT. Du bliver omdrejningspunkt for at udvikle vores it-organisation ved fx at udrulle en ambitiøs datastrategi, sikre it-sikkerhed og compliance, stå i spidsen for AI-, automatiserings- og velfærdsteknologiprojekter og samtidig sørge for stabil drift og support af infrastruktur og systemer.

Digitalisering og IT består af 20 dedikerede medarbejdere. Der er 12 medarbejdere i teamet Drift og Support, heraf en it-supporter-elev og to medarejdere der arbejder med skole-it, og der er otte medarbejdere i teamet Digitalisering og Data.

Dertil kommer opgaven Sikkerhed og Compliance, som går på tværs af afdelingen, og også på tværs af centeret; den bliver bl.a. løst i et samspil med kommunens informationssikkerhedskoordinator og en jurist med opgaver inden for persondataret.

Vi søger en leder, som vil bidrage til at udvikle it-organisationen i alle enheder og skabe en effektiv og nytænkende afdeling. Vi har ikke en størrelse, hvor vi kan være dagsordensættende i traditionel forstand – der er andre, der har flere brugere, større budgetter. Til gengæld kan vi lade os inspirere af andre, træffe hurtigere beslutninger, springe nogle skridt over og undgå de værste fejl ved at time vores implementering vel. Vi kan også eksperimentere og skalere, udnytte de tætte relationer med og mellem fagområderne og drage fordel af, at mange ansatte har en bred viden.

Vi arbejder efter de samme fælleskommunale digitaliseringsstrategier som andre. Målet for dem er at skabe en sammenhængende og brugervenlig digital offentlig sektor for alle, både borgerne og medarbejdere. Den rejse bliver du som leder af Digitalisering og IT kommunens guide til.

Med stor aktualitet gælder, at digitalisering skal være med til at afhjælpe den mangel på arbejdskraft, som rammer Odsherred lige som andre i den offentlige sektor. Udgangspunktet er at have ”fokus på kernevelfærd” og at ”frigive hænder” ved at automatisere processer og administrationsopgaver.

Ønskerne til vores nye afdelingsleder

Odsherred Kommune er en kommune, hvor der ikke er langt fra beslutning til handling, hvor næsten alle kender næsten alle, og hvor vi trives bedst med tillid og uformelle relationer. Sådan er selvforståelsen i al fald. Det er der fordele ved, og det er der nok også nogle bagdele ved.

Vi ønsker at tiltrække en leder, som ønsker at blive en del af kulturen og er parat til at investere tid og kræfter i at placere fingeren rigtigt på pulsen. Men vi ønsker også en leder, som er selvbevidst nok til at kunne udfordre og bygge videre på en kultur, som vi indrømmer godt kunne drage nytte af at planlægge, systematisere og prioritere endnu mere og bedre.

Sat op i punktform går vi efter en person, som:

  • har et godt greb om de forskellige fagligheder og opgaver, som afdelingen rummer, og er en meningsskabende og tilgængelig personaleleder for dygtige og selvstændige fagprofessionelle
  • kan manøvrere i en kompleks organisation med mange forskellige interessenter og dagsordener og kan prioritere for både sig selv og andre i en travl og omskiftelig hverdag
  • bliver motiveret af at udvikle egne og andres kompetencer og har modet til at gøre tingene på nye måder
  • formår at lede nedad, udad og opad og forstår betydningen af god kommunikation
  • kan få mest muligt ud af sparsomme ressourcer og få os i mål med vores projekter og indsatser
  • ønsker at finde balancen mellem det faglige, målrettede og insisterende og humor, empati og menneskelighed
  • evner at tænke data, digitalisering, drift og sikkerhed på tværs i samarbejde med fagområdene i kommunen

De formelle krav til en leder af medarbejdere i Odsherred Kommune kan du læse i kommunens ledelsesgrundlag. Se https://www.odsherred.dk/da/se-mere-om-kommunen/karriere-i-odsherred-kommune/vaerdier-politikker-og-medindflydelse/. Noget af det vigtigste er, at du som afdelingsleder sammen med medarbejderne skal stå i spidsen for en arbejdsplads, der kan vise både trivsel og faglige resultater.

Vi tilbyder videreuddannelse og kompetenceudvikling som en naturlig del af stillingen. Hvis du ikke har eller er i gang med en diplom i ledelse, eller tilsvarende, bliver det også en del af de første års ansættelse for dig.

Selv om forventningerne er mange, får du rige muligheder for at præge jobbet. Der vil være stor selvstændighed i jobbet, du skal fx selv være i stand til at skrive foran på en sagsfremstilling til Chefgruppen eller Hovedudvalget eller Økonomiudvalget.

Hvis det skal siges helt kort, er målet med din ansættelse at være med til at transformere Odsherred Kommune til en tilgængelig, kompetent og effektiv digital kommune.

De første opgaver

Det, du i den første tid kommer til at beskæftige dig med, afhænger naturligvis til dels af din baggrund og din profil. Men det vil bl.a. være følgende:

Du skal lære afdelingen, centret og organisationen at kende, og finde din egen rolle i den. Det handler bl.a. om at få et solidt kendskab til ”dagligdag og drift”, til de kompetencer der er til rådighed, til afdelingens faglige arbejdsgange og governance på hardware og software, til kravene til ledelse på tværs, og til økonomi, it-kontrakter og it-sikkerhed.

Apropos: Du skal kunne stå på mål for en sikker it-drift, det gælder både at systemer virker og procedurer bliver fulgt, men også at cybersikkerheden er i trygge hænder.

Du skal være bekendt med den fælleskommunale rammearkitektur og KOMBIT-projektopgaveporteføljen, da de fylder meget på skal-opgave-listen i afdelingen.

Du kommer til at arbejde med porteføljestyring og ledelse af it-projekter, især at styre ressourcer og deadlines.

Sammen med centerchefen og fagområderne skal du sætte rammerne og retningen for Økonomiudvalgets bevilling til at udvikle den borgernære velfærd vha. AI, automatisering og velfærdsteknologi, bl.a. understøtte en indsats for øget brug af velfærdsteknologi, fortsætte Process Mining i Hjælpemiddelteamet og i Visitationen, procesoptimere endnu mere i Byggesagsteamet og indføre AI-hjælp til hjælp til formulering af afgørelser i borgersager.

Vi forventer, at du forholder dig til og lægger en plan for kompetenceudfordringer i organisationen inden for digitalisering og data, bl.a. sammen med øvrige stabsenheder, især HR.

Der vil være en opgave i at udmønte handleplanen for den seneste tværkommunale benchmark, som i Odsherred især fokuserer på at forventningsafstemme niveauet for support og sagsbehandlingstider – det handler i høj grad om at se på it-afdelingen fra et normalbrugerperspektiv.

Der er også et spændende IDM-projekt at følge med i. Det skal inden foråret 2025 have positive konsekvenser for mange ledere og medarbejdere i kommunen.

Og så håber vi på, at du kan bidrage til den interne kommunikation om digitalisering, data og it, bl.a. via vores intranetprojektet (”det skal være nemt at gøre det rigtigt”).

De enkelte teams har et udmærket overblik over de opgaver, de har løst, og de opgaver som venter. Men der skal løbende sparring, opfølgning og styring til.

Du er ikke alene

Du bliver en del af Center for Organisations ledelsesgruppe, som består af centerchefen, afdelingslederen for HR, Løn og Personalejura og teamlederen af Lønteamet. Vi mødes 1-2 gange om måneden, når vi da ikke deltager i nogle af de samme møder (i mødelokaler og online) og støder ind i hinanden på de samme gange. Når dagsordenen har punkter, som gør det nyttigt, at teamkoordinatorerne i centret deltager, er vi ca. 8 omkring bordet.

Som afdelingsleder er du derudover omgivet af lederne fra Store ledergruppe, som alle arbejder med hver deres, men i fællesskab for kommunens bedste. De bliver dine lederkollegaer i mangt og meget.

Til at dirigere økonomien har du hjælp af en fast tilknyttet økonomikonsulent, og der er jurister, HR- og personalekonsulenter og medarbejdere i Udbud og Indkøb og mange flere at trække på. Og så kan man som leder i kommunen få hjælp fra og videndele med kompetente medarbejdere på et utal af fagområder.

Din afdeling holder personalemøder med MED-status, som du er ansvarlig for. Du deltager også som ledelsesrepræsentant i Center for Organisations CMU (center-MED-udvalg), og du er medlem af – og også en slags omdrejningspunkt i – kommunens informationssikkerhedsudvalg, som mødes 6-8 gange området.

Internt er vi i kommunen i øjeblikket ret optaget af de mange parametre, der er med til at skabe ”Den attraktive arbejdsplads”. Nogle af delemnerne er onboarding (introforløb), ledelseskvalitet, balancerede jobkrav, mulighederne for at kompetenceudvikle sig og fleksible arbejdsforhold.

Det er heller ikke for meget sagt, at du bliver leder for en afdeling, som godt kan lide at blive klogere sammen, et par gange om året kombineret med teater, biograf, mad, lidt sport, mad.

Det tekniske

Digitalisering og IT har det overordnede ansvar for it-drift og -udvikling af hele organisationen. Der er ca. 2.200 brugere. Afdelingen sørger for at forny pc’er, skærme og øvrige dele af it-arbejdspladsen hen over et rul på ca. 4 år. Udstyret er leaset. Alle printere styres fra afdelingen.

Infrastrukturen er baseret på Microsoft-teknologier både on-premise og i Azure Cloud. Vi har E5-, A5- og F3-lincser til vores brugere.

Skole-it er en del af afdelingen for så vidt angår infrastruktur og sikkerhed. To konsulenter er særligt tilknyttet denne opgave. Afdelingslederen deltager mindst et par gange om året og efter behov på møder med ledelsen på skolerne.

GIS-løsningerne bliver hostet i Digitalisering og IT og udviklet i centrene.

Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelsesvilkår følger af gældende overenskomst og af erfaring med udgangspunkt i en årsløn på ca. 700.000 plus pension.

Stillingen er fast stilling på fuld tid og uden højeste tjenestetid. Den er også omfattet af Lokalaftale for fleksibel arbejdstid (4-dages arbejdsuge). Det betyder, at arbejdstiden i gennemsnit er 37 timer om ugen for fuldtidsansatte, og heraf udgør arbejdstiden mandag til torsdag 32 timer i gennemsnit. De 5 resterende timer op til 37 timer kan du som ansat lægge valgfrit uden for den planlagte arbejdstid.

I praksis betyder det, at du – og dine medarbejdere – de fleste fredage vil have mulighed for at holde fri. Det er dog også en lederstilling, hvor arbejdstelefonen engang imellem ringer om aftenen og i weekenden.

I øvrigt er der flekstid og fleksible vilkår til gavn for både dig og din familie og for kommunen som arbejdsplads. Der er også personaleforening, feriefond, kunstforening, motionsklub og varm kaffe og kakao i tre styrker i automaterne.

Ansøgningsfrist og ansættelsessamtaler

Ansøgningsfristen er søndag den 10. marts 2024. Du kan kun søge stillingen gennem kommunens hjemmeside.

Ansættelsesudvalget består af:

  • It-supporter Michael Pedersen
  • Dataanalytiker Susanne Thyregod Egeskov
  • Faglig koordinator i Digitalisering og Data Kirsten Hougård Johansen
  • Faglig koordinator i Drift og Support Lotte Sejersen
  • Afdelingsleder i HR, Løn og Personalejura Majken Kondrup
  • Chef for Center for Organisation Thure Jørgensen

Sidstnævnte er formand for ansættelsesudvalget.

Ansættelsesudvalget mødes tirsdag den 12. marts og udvælger kandidater til første samtalerunde. Hvis du bliver udvalgt, så hører du fra os umiddelbart herefter.

Vi gennemfører to samtalerunder. Første samtalerunde er den 18. marts, og anden samtalerunde er den 21. marts om formiddagen. Begge samtaler vil være et sted i Odsherred.

Mellem de to samtalerunder vil en konsulent i HR gennemføre en MPA-test af de 2-3 kandidater, som bliver inviteret til 2. samtale.

Sæt dine kalenderkrydser allerede nu.

Vi stiler efter ansættelse fra 1. maj 2024.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte centerchef Thure Jørgensen på thuj@odsherred.dk eller 23 47 94 13. Læg eller skriv evt. en besked, og bed om at blive ringet op.

Center for Organisation

Digitalisering og IT ligger i Center for Organisation, som er en af to stabscentre i kommunen. Det andet stabscenter er Center for Økonomi og Ejendomme. Ud over Digitalisering og IT består centret af afdelingen HR, Løn og Personalejura og af Sekretariatsteamet, Jurateamet og Kommunikationsteamet. Dertil kommer en informationssikkerhedskoordinator og en borgerrådgiver. I alt er vi ca. 60 ansatte, som alle har hjemme på rådhuset i Højby.

Du kan læse mere om kommunen som arbejdsplads på odsherred.dk. Du kan læse mere om kommunen som område på facebook.com/odsherredkommune, instagram.com/odsherredkommune, linkedin.com/company/odsherredkommune, borgernet.odsherred.dk, visitodsherred.dk og geoparkodsherred.dk.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Odsherred Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Odsherred Kommune, Nyvej, 4573 Højby

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 10-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5988534

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet